Det er en sætning jeg hører meget ofte, når jeg møder familier og det er årsagen til, at mange ældre og deres pårørende, kan have svært ved at både definere hvilken form for hjælp der ønskes og få deres forældre overtalt til at modtage hjælp. Dette er på trods af, at det er helt synligt for alle omkring dem, at de behøver hjælp.

Hvad tror du er årsagen?
Jeg ser at den generation af ældre, som jeg hjælper, er ” gamle krigsbørn” og de har hele deres liv haft et ønske om ”overlevelse”, både fysisk og psykisk. Det har skabt, både et enorm drive for at kunne klare sig selv gennem livet og en livsform hvor ændringer i hverdagen, kan være svære at indføre.

Der ligger også en stor angst for at miste kontrollen i livet, ved at bede om hjælp.

Hvordan påvirker det hele familien?
Jeg tænker det har skabt både positive og negative mønstre i livet. Den ældre klarer sig typisk selv, til en meget sen alder og det kan være meget svært på de pårørende, at både at få lov til at hjælpe og samtidigt svært for den ældre mor eller far, at bede om den rette hjælp. Dette skaber et stor dilemma og jeg hører ofte de pårørende have en kæmpe frustration og til tider stor irritation, blandet med bekymring, for hvordan dagen/ livet går hos deres mor/far. Jeg oplever også at de ældre, kun vil have deres børn til at hjælpe og det er en hårfin ballance,da børnene gerne vil hjælpe deres mor/ far, men samtidigt har deres eget travle liv. Her skabes en dårlig samvittighed, for alle parter, hvor alle egentlig går på en form for kompromis og samtidigt er ønsket  at ens mor/far skal have det bedste liv i deres sene alder, fordi  det har de fortjent og samtidigt vil de ældre ikke være til besvær, for egne børn og ægtefælle.

Jeg oplever specielt, når de ældre mister deres kørekort, enten pga alder og/eller sygdom, så falder hele deres liv nærmest sammen, deres frihed er blevet taget fra dem og de oplever et kontroltab, som kan virke alt overskyggende for dem, faktisk på højde med en stor sorg, Det er ret forståeligt, pludselig ikke at kunne bestemme selv og pludselig være afhængig af andre for, at kunne komme ud af huset og få gjort de helt almindelige gøremål; indkøb, frisør, tandlæge eller bare køre en tur og mærke livet udenfor eget hus.

Hvordan kan du hjælpe?
Jeg er ikke ude på at overtage kontrollen ved at hjælpe de ældre, snarere tværtigmod, Jeg ønsker at hjælpe de ældre, til at kunne bevare sin egenkontrol og egenomsorg, udfra den livssituation det end måtte være.

At skabe en hverdag, hvor det at bede om hjælp, gør at livet  bliver fyldt med mere glæde og mindre bekymring for hele familien.

Når vi som menneske bliver mødt med kærligt nærvær ved netop at få den rette hjælp, er uden tvivl den bedste livsmedicin.

Jeg tror på, at give omsorgspleje udfra tanken, om at blive hjulpet lige DER, hvor behovet er, gør en stor forskel for de ældre.  Så opleves det at bede om hjælp ikke som en byrde, men som et reelt ønske om at leve livet fuldt ud, med de begrænsninger som ens alderdom/-sygdom naturligt giver.

Min egen personlige erfaring
Jeg oplevede selv, da min mor levede, med Alzheimers, inden hun kom på et plejehjem i alder af 69 år og min far med sin egen kroniske Parkinson sygdom, hvor stor bekymring og frustration det skabte at de begge var så stædige og hvor svært de havde ved at bede om hjælp. Det var først indtil nærmest hele hverdagen ramlede, at de måtte ”smide håndkædet i ringen” og bede om hjælp.

Jeg oplevede standart sætningen: ”Vi har helt styr på det, vi sover godt om natten og får både rigeligt med mad og drikke.

Hmmmm, det passede jo ikke…

Min mor stod op flere gange om natten, kunne ikke finde toilettet og hun kunne ikke selv tage sine bukser af/på. Min fars egen kroniske sygdom blev værre og værre, grundet den nedsatte nattesøvn, men de holdt hårdnakket fast i deres egen historie om at have styr på det.

Min mor kunne ikke svare ærligt for sig, da hun ikke havde et sprog vi forstod og min far indrømmede, på et meget senere tidspunkt, at han følte sig som en dårlig ægtemand, hvis han ikke kunne klare at passe på sin egen hustru gennem 50 år.

Der lå både en stolthed og kærlighed bag dette udsagn og udfordringen lå i, at få ham til at indse, at netop at bede om hjælp, ER kærlighed.

Kærligst
Mini